Præsentation af DØK-grupper

Lavet af
DØK Intro '92 - Søren V '90, Olsson '91, Lene '91 1992-08-07.
Revideret af intro '93 - Helle '91 1993-02-07.

Formål
At fortælle om DØK-aktiviteter ved siden af studiet og hverve nye aktivister.

Materialer
Tilmeldingsplancher til grupperne.

Udførelse
Eftermiddag på besøgsaften: Fragglerne deles op i fem grupper, med en eller to vejledere tilknyttet hver gruppe. Vejlederne fortæller om hvilke aktiviteter der findes eller har været på studiet, og der snakkes om mulige fremtidige aktiviteter. Undervejs skal der forsøges at få fragglerne til at deltage i de eksisterende og at være med til at starte nye DØK-grupper/aktiviteter.

Som repræsentant for hver DØK-gruppe (eks. DØK-SMiler) vælges 1-2 vejledere, som cirkulerer rundt til de forskellige grupper og fortæller om deres gruppes formål og aktiviteter. De bør, hvis det findes, medbringe fotos fra disse aktiviteter og evt. også tilmeldingslister så interesserede kan skrive sig på, til at blive indkaldt til førstkommende møde i gruppen.

Efterhånden som de besøgende ankommer deltager de i grupperne og snakker med om DØK-aktiviteterne, men også om de andre emner som for eksempel: studenterpolitik, DØK-studiet og the meaning of life, the universe and everything. Er vejret godt sidder alle grupper ude på græsset og det vil være nemt at få gæsterne kaldt hen til at deltage efterhånden, som de ankommer. Hvis vejret er dårligt, må der udnævnes en velkomstkomité (1-2 vejledere), som sluser de besøgende ind til grupperne efterhånden, som de ankommer.

Samtaleemner (se dels ovenfor)

Gruppearbejde
Generelt, hvordan det er gået for dig (vejlederen) i denne forbindelse.

Erhvervsarbejde
Hvordan er din holdning/erfaring/m.m i forhold til erhvervsarbejde.

DØK-Smiler
Hvad det indeholder...hvad man skal læse i det osv. (1993: Tjørnov, Flemming)

DØK-Foreningen
Hvad går det ud på f.eks. Manuduktioner, Gallafest, Seminarer, mv. (1993: Hensing, HC)

PR-Gruppe
Præsenterer DØK-studiet for gymnasier (Lohse ved noget om det). (1993: Lohse)

Aktivitetsgruppe
Blev oprettet sidste år. De har indtil videre arrangeret drageflyvning, besøg på Toms og bowling. Planerne for næste år lyder bla. på vinsmagning og Survival Games. Ydermere har aktivitetsgruppen med hjælp fra DØK-foreningen lånt en gymnastiksal GRATIS af Københavns Kommune (mandage fra 17 til 19 og onsdage fra 19 til 21). Der er foreløbig planer om at bruge hallen til volleyball, basketball og aerobics med undervisning af den firedobbelte Danmarksmester Peter Alminde!! De vil høre nærmere om dette, når sæsonen starter. (1993: Kristine, Helle, Borup)

Festgruppe
Består af ca. 10 personer, primært fra 2. år. De kan kontaktes, når en årgang skal holde fest, og vil være i stand til at give gode råd og vejledning, men deltager ikke altid selv aktivt. Der eksisterer en festmappe med alle de vigtige informationer (er det nu også rigtigt?). (1993: Christina) Hvis samtalen ikke rigtig "glider", kan i jo fortælle vittigheder eller fortælle om moster Mathildes syge kat eller lign. I skal bare snakke med dem om noget. Det kan så være, at de besøgende kan komme med nogle nye impulser.

Bilag
10 eksemplarer af hvert DØK Smiler fra de sidste 3 år Samt billeder fra diverse aktiviteter, f.eks. besøg på Toms.