Indus´ brevkasse

Forvirrede Fraggler, forelæsninger, projektgrupper, 1. årsopgaver, 2. års opgaver, 3. års opgaver, forlænget sommerferie for overbygningen, efterårsregnvejr, vintertid, mørke, depressioner, angstanfald, selvmordstanker, neuroser, psykologer, stoffer, narkomani, behandlingshjem og flugtforsøg. Fællesnævneren for alle disse begreber er, at de alle er forbundet med semesterstart. -Men der er lys for enden af tunellen, håb forude, grund til at leve, mening med galskaben, lykke i livet, prik over i'et, rom i colaen: Med semesterstart følger også DØK-SMiler og har man sagt DØK-SMiler har man også sagt Indus' Brevkasse, hvis man da snakker om Indus' Brevkasse og DØK-SMiler. For Fragglernes skyld vil Indus derfor kort præsentere Indus' Brevkasse: (Indus' Brevkasse kræver ingen præsentation). I denne udgave af Indus' Brevkasse vil temaet være pest: Får man ebola af cola? Vil Vesten blive ramt af pesten ? Hvad rimer på kartofler ? (Mark Knopfler red.)

Kære Indus!
I nationaløkonomi har vi netop fået følgende opgave: "I 1923 dyrkede mere end 8000 landmænd levertran, hvilket gav en gennemsnitlig produktion på omkring 200 flasker levertran. I dag er antallet af farme reduceret til det grinagtige 8 stk. I den samme periode er handlen med valnødder negativ. Vi køber nu flere valnødder fra Norge end vi nogensinde har solgt til Japan. Den danske levertran industri var engang rygraden i økonomien, men sidste år fandt kun 327 flasker vejen til de udenlandske forretninger. Det definitive slag kom i år da Riskær forsøgte at lancere en levertran sodavand, men måtte trække sig tilbage da han ikke kunne finde et passende navn. Der ønskes en analyse og diskussion af valg af brød ved indkøb i det lokale supermarked." Hvad skal vi svare, Indus?
Hilsen Gyda og Ingeborg 1.år

Kære Gyda og Ingeborg!
Det er klart at der er mange faktorer der spiller ind, når man handler brød. Skal det være mørkt, lyst, helt eller skåret i skiver? Mit råd er ganske klart: Køb en blandingsfarve af mørkt og lyst, på den måde tilfredsstiller man alle. Der er absolut ingen grund til at købe helt brød, når man nu kan få det i skiver - det er simpelthen spild af tid at skære selv. Og husk: Det er med brød og nationaløkonomiopgaver som med Windows '95 og fremtiden - de har ingenting med hinanden at gøre!

Kære Indus!
Er det rigtigt at man får hukommelsestab af at spise piratos?
Hilsen 'den glemte'.

Kære Hvad-du-end-hed-Indus-har-glemt-dit-navn!
Nej, det passer ikke! Man får hukommelsestab af at drikke alkohol. Derfor ser man tit i fjernsynet at der bliver sagt "Jeg drikker for at glemme". En PC'er får hukommelsestab af systemus operativimus, den verdensomspændende pest, der hærger den vestlige civilisation og som startede i amerikanske laboratorier. Hilsen Indus!

Kære Indus!
I sangen "Du skælder mig hele tiden ud" af Tommy Seebach og Annette Heick synger Anette efter 2. vers "Du skælder mig hele tiden ud". Hvorfor gør hun det?
Hilsen Gert 2.år

Kære Gert!
Jeg er glad for at du stiller netop det spørgsmål, for mange visdomshungrende DØK'ere har længe spekuleret over dette. Det er på tide at vi DØK'ere tager et ansvar over for resten af verden og springer ud med vores problemer. Et af de eneste steder dette kan lade sig gøre er i Indus Brevkasse (-ikke et ondt ord om studievejledningen, men de når ikke ud til alle DØK'ere som DØK-SMiler gør det). Mit svar er følgende: Der er to fraktioner indenfor forskningen i dette område. Den ene hævder, med god ret, at der ikke ville være sammenhæng mellem sangens titel og omkvædet, medmindre Anette sang omtalte. Den anden hævder at der ligger en historie bag: Som alle ved havde Tommy Seebach det utaknemmelige job, der bestod i at undersøge alle de kendtes bagdele når de skulle gennem tolden i Københavns Lufthavn. Som han selv siger "Vis mig et kendt ansigt og jeg vil ikke kende vedkommende, men vis mig personens bagdel og sagen er en ganske anden". En dag da Anette Heick skulle med forældrene til Island, mente Tommy at Anette havde skjult stoffer i hendes (hmm) forparti. "Jeg spurgte hende om jeg måtte mærke hendes ... [forparti red.], men hun afviste." Da han så at de var falske, tog han dem af og kørte dem gennem gennemlysningsmaskinen og rigtigt nok: der var stoffer gemt og hun måtte tiltales for smugleri. Istedet blev de enige om at synge en sang og den kom til at hedde "Du skælder mig hele tiden ud". En tredje fraktion mener at denne historie er for utrolig til at være sand, en fjerde at det er for tåbeligt at beskæftige sig med den slags. Jeg håber du kunne bruge mit svar.

Det var alt for denne gang, men husk: Har du spørgsmål til Indus' Brevkasse så stil det til et af medlemerne i den højt respekterede DØK-SMiler redaktion.