Anmeldelse af Hard Rock Cafe

Fastfood-i-byen

ved Tjørnov & Hensing

Efter en længere tids pause er dine to yndlings-ædedolke på banen igen, og vil igennem det kommende år holde dig orienteret om den lettere del af det kulinariske miljø i København. Vi ønsker selvfølgelig nye læsere velkommen, og gamle læsere vil hurtigt finde ud af, at intet har ændret sig. Dog vil vi snart være at finde på Spindet, men du må vente (i spænding?) med få vores URL til næste nummer.

Denne gang har vi været ude at spise på en café, hvis ankomst til København har været ventet med stor spænding. Det drejer sig selvfølgelig om Hard Rock Café (herefter HRC). København var vist også ved at være en af de eneste hovedstæder i verden, som ikke havde en HRC.

HRC har overtaget pladsen på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorfsgade, der hvor Wivex - bryg og burger tidligere lå. Vi har for noget tid siden anmeldt Vivex, med ganske godt resultat, men konceptet holdt vist ikke helt i længden, så det har nu veget pladsen. Det var ellers et af Hensings yndlingsspisesteder.

Vi ankom til HRC en tirsdag ved 18.30 tiden, totalt udmattede efter 2 timers WWW og 4 timers P61. Vi havde taget en gæstespiser med, Gerda ´92, som vi på forhånd havde udset til, at skulle have ansvaret for prøvespisning af en vegetar-burger eller lignende, noget vi bestemt ikke følte os kvalificerede til at gå i krig med. Jeg, Tjørnov, førte mig frem som en ren novice, idet jeg aldring havde været på en HRC noget sted i verden, medens Gerda og Hensing (selvfølgelig) havde været på HRC flere steder i udlandet.

I indgangen blev vi mødt af en servitrice, som fulgte os hen til en bord midt i lokalet (tjek, tjek). HRC er indrettet lidt som Rosie McGee, og næsten lige så prangende. Det er et pænt stort sted med en masse firepersoners borde med blåternede duge (af plastic) rundt omkring i lokalerne. På alle væggene hænger der plader af guld og platin, sammen med fotografier af diverse personer fra rock´ens verden. Det hele er indrammet i guldrammer, og de mest kostbare rariteter er indkapslet i montre!. Selv et par tv´er, som var bygget ind i væggene, havde guldramme omkring. Dog var det utjekket at videoerne blev sendt uden lyd, og således kun fungerede som flimmer på væggene. Ret irriterende idé. Men ellers var der hyggeligt i de halvfyldte lokaler. Der er sandsynligvis temmelig meget gang i den, når der fuldt, med noget at lave for dørmanden (noget de stadig mangler hos McDonalds, hva´?) og de mange servitricer.

Menukortet var enormt. Der var 7 forskellige forretter, 3 salater, 6 sandwiches, 8 forskellige hovedretter, 4 røgede specialiteter og 10 forskellige desserter. Mange af retterne stammede fra Mexico og de sydlige stater i USA, og det hele så meget lækkert ud.

Til forret bestilte Hensing en Bean and Cheese Nachos (79,-) til deling mellem os tre, en stor Coca Cola til ham selv (24,-), en isvand til Gerda og en lille Coca Cola (19,-) til mig. Det blev lynhurtigt bragt, og vi kastede os grådigt over de store mængder tortilla chips, som var grillet med et tykt lag ost, og havde en kerne af chili con carne!. Det var en enorm portion, og selv til tre personer var det en ret stor forret. Den blev serveret på en stor tallerken, hvor der absolut ikke kunne være mere på. Den var måske 10 centimeter tyk på midten. Prøv ikke at gå i gang med denne forret alene!

Jeg lagde imens vi spiste mærke til, at alle servitricerne havde ens, hvide kjoler på, hvor deres navn stod broderet på med store røde bogstaver. Lige siden jeg så "Falling Down" med Michael Douglas (en af mine yndlingsfilm), har jeg ønsket at komme ind på en restaurant, hvor alle de ansatte gik rundt med store navneskilte med deres fornavn, for at se om den samme form for voldelig antipati ville vælte op i mig. Min reaktionen var dog temmelig flov i forhold til Michael Douglas´, og jeg nøjedes med at bemærke, at det virkede spøjst at blive betjent af julemanden (vores søde servitrice hed såmænd Santa!).

På et tidspunkt spurgte Hensing mig, om jeg ikke skulle have nogle af de lækre agurker, som lå i en fin rand oven på det hele. Jeg fattede dog fælden med det samme, idet han ved en tidligere lejlighed havde lokket mig til at spise grøn chili skåret ud i skiver ved sige, at det var syltede agurker eller ligenende. Den gik jeg ikke på igen. Jeg kan overhovedet ikke spise stærk mad. Herefter gik turen videre til Gerda, som raskt rakte til og tyggede lystigt løs - for derefter at krølle ansigtet sammen nogenlunde som Kaj (ja, fra Kaj og Andrea) når han bliver sur eller bitter over noget.

Hensing prøver, som nogle af vores læsere måske husker, at opbygge et rygte på studiet som den-der-spiser-stærk-mad. Undervejs havde han dog også konsumeret en hel del af de små grønne sataner, vel at mærke uden at det kunne gøre ham mere end lidt lyserød i hoved og fremtvinge nogle små svedperler på panden, lige under hårgrænsen. Flot - flot. Dog havde Gerda og jeg levnet alle chilierne, så der havde efterhånden samlet sig en lille bunke på tallerkenen. Gerda tog et lille HRC-flag som havde siddet på toppen af retten, og satte en del af chilierne på den lille træpind. Der var vel en 6-8 stykker, og nogen af dem var altså nogle ordentlige basser. Herefter holdt hun dem op foran Hensing og sagde, at hvis han spiste dem, så ville hun stryge hans skjorter fra nu af og til jul! Det skal lige indskydes, at noget af det værste Hensing ved her i verden, det er at stryge skjorter. Det har muligvis tilskyndet ham til den fuldstændig halsløse gerning, at resolut række ud efter chilierne, rive dem af pinden (det var altså en pæn håndfuld) og kaste dem i munden!

Gerda og jeg sad først fuldstændig målløse, men det blev hurtigt afløst af en forventningsfuld glæde over det spændende skue, som nu skulle til at udspille sig for øjnene af os. Til at begynde med holdt han fanen højt og tyggede lystigt derudaf, men lidt efter lidt begyndte hans øjne af flakke, hans tyggebevægelser blev hurtige og krampagtige, og der bredte sig et skær af udbredt panik i hans ansigt. På et tidspunkt så han ud som om, at han ledte efter det første og bedste sted at kaste op, men vi sad som bekendt midt i HRC, så den tanke blev droppet. Efterhånden fik han dog også slugt det hele, kun ledsaget af enkelte effektivt undertrykte opkastningsbevægelse, forårsaget af den indvortes voldtægt som de satans små chile-djævle var i gang med at udsætte hans stakkels mave for. Men det var jo slet ikke slut her, for nu begyndte et større show, hvor det galdt om at prøve at dulme smerten i munden med alt hvad der kunne drikkes. På et tidspunkt kom sevitricen for at fjerne vores tallerkener, før vi skulle have hovedretten serveret, og hun så lettere desorienteret ud over Hensings opførsel. På dette tidspunkt havde han endnu ikke genvundet taleevnen, men ved fælles indsats fik vi hende gjort det klart, at Hensing nok gerne ville have noget mere vand!

Efterhånden fik han det dog bedre, og det i dobbelt forstand. For nu kunne han se frem til en længere strygefri periode. Gerda prøvede at dæmpe det hele ved at sige, at hun ville stryge alle skjorterne på een gang, og at Hensing mindst skulle gå i hver skjorte to dage. Hensing derimod begyndte at fantasere om hvorledes han skulle bære en skjorte på arbejde, tage en ny på når han kom hjem, og så selvfølgelig skifte igen inden aftensmaden. Eventuelt skulle han gå med to skjorter ad gangen, og også begynde at sove med natskjorte!

Nå, men til hovedret bestilte jeg en Bacon Cheese Burger (89,-), Gerda en Garden Burger (75,-) og Hensing en sandwich, HRC´S BLT (The Best) (69, -). BLT står for Bacon, Lettuce and Tomatoes. Det hele blev serveret med pommes frites, og her var der ikke tale om kartoffelmasse som var presset til aflange strimler som de gør hos McDonalds. Næ, næ, det var ægte kartofler, som var stegt med skræl på, du!

Vi fandt aldrig ud af, hvad der var i Gerdas vegetarburger, men grøntsagerne var formet som en bøf og var vældig lækre. Min egen Bacon Cheese Burger var også som den skulle være, og vi kom med anerkende bemærkninger til den perfekte timing som havde gjort, at det store stykke ost var smeltet perfekt oven på bøffen og baconen. Hensings sandwich var i virkeligheden hele to sandwiches, og tak for det, ellers havde den været umulig at gabe over. De var lavet af ristet brød med rigelige mængder sprød bacon, salat, tomater og mayonaise. Den smagte ufatteligt godt, og er klart at anbefale til den som kommer på HRC for første gang.

Medens vi sad og spiste, var der en stadig strøm af mennesker, som skulle hen i den lille butik hvor de solgte t-shirts, sweatshirts, glas og lignende, alt sammen med Hard Rock Cafe logo på. Der var rent faktisk tre butikker, idet der også ligger to vendt ud mod henholdsvis gaden og Tivoli, så man ikke engang behøvede at gå ind i selve HRC for at købe en af deres t-shirts! Meeeen! Der var måske en gang, hvor man kiggede på folk, når de rendte rundt med en t-shirt, hvor der stod "Save the planet, Hard Rock Cafe, Honolulu" eller lignende, men HRC er ligesom ankommet 24 år for sent til København, til det på en eller anden måde ikke kan opfattes som værende andet end plat at rende rundt med sådan noget i dag. Du render da heller ikke rundt med dine gamle Marc O´Polo eller Claudio sweatshirts længere, vel? (med mindre du da skal til 80´er fest!).

Til sidst var vi stopmætte af de enorme portioner, og besluttede os for at afregne. Regningen kom til at lyde på 355,- kr., måske lidt meget for fastfood til tre personer, men vi havde også fået virkelig lækker mad. Vores tilfredshed har udmyntet sig i følgende burger-SMiley fordeling (ud af 6 mulige):

Atmosfære og miljø:
Fastfood-kvalitet:
Pris i forhold til kvalitet:
Betjening og service: