Anmeldelse af Kentucky Fried Chicken (KFC)

Fastfood-i-byen

ved Tjørnov & Hensing

Denne gang har vi valgt at frekventere et sted som de fleste kender af navn, men som de færreste nogensinde har været på: Kentucky Fried Chicken (KFC). Og det er nok ikke så mærkeligt endda, idet den eneste filial vi har kendskab til i Danmark (= Københavnsområdet) ligger i Rødovre! Så vi begav os med tog og bus til krydset Roskildevej/Tårnvej, hvor KFC ligger på det ene hjørne.

Rent faktisk lå der engang en KFC på Vesterbrogade, men det er vist ved at være længe siden. På samme måde er det ved at være længe siden at KFC blev indrettet. Blandt kyndige benævnes dette som "Burger King syndromet" (altså før Burger King blev renoveret). Det betyder kort og godt at den tidsmæssigt 12-15 år gamle indretning trænger til at blive skiftet ud. Ikke fordi den er slidt, men rent stilistisk outdated.

Der var lidt forvokset grillbar over stedet, og det er nok ikke et sted man vælger at "hænge". Der var en høj disk og almindeligt besat med borde/stole. Der var helt klart et rengøringsproblem, idet der lå papir og madrester på gulvet, uden at det tiltrak sig opmærksomhed fra de to pubertetspiger i blå T-shirts, som ikke havde synderligt meget at lave da vi arriverede. Det fik de dog hurtigt, også efter at vi havde begyndt vores måltid, idet der kom en jævn strøm af kunder hele tiden. Der var faktisk pænt gang i butikken.

Vi gik straks i gang med at bestille. Vi valgte begge to menuer, som bestod at store indbagte friturestegte kyllingestykker med pommes frites. Hensing bestilte med tre stykker kylling (45,-) og Jeg (Tjørnov), med to stykker kylling (35,-). Hertil kom tre salatmayonnaise (6,-). Hensing var ved at gå lidt i stå da han så at de kun havde Pepsi, men efter samråd med den ene af ekspedienterne valgte vi en 1,5 l Nikoline Appelsin. De havde dog ingen isterninger. Mærkeligt.

Det de fleste har hørt om KFC er, at det er ufatteligt fedtet. Det passer, og lidt til. I baglokalet, hvor alle kyllingestykkerne blev fabrikeret, gik der to mænd rundt, ligeledes i blå T-shirts, men med kæmpemæssige forklæder af tyk, hvid plastic. Jeg fik umiddelbart slagteri-associationer! Men det er nok praktisk når man skal holde fedtet lidt på afstand. Alt simpelthen, i et sådanne køkken, må være utroligt fedtet.

Ellers var det nogle meget lækre og saftige kyllingestykker, som vi hurtigt guffede i os. Herefter valgte Jeg en kyllingesandwich med ost og bacon (29,-), og Hensing to Hot Wings (8,-) og en majskolbe (16,-). Jeg så umiddelbart mindre lamslået ud da Jeg opdagede at min ost ikke var smeltet, men det var kun indtil Jeg huskede at det var en sandwich, og ikke en burger, Jeg havde fået, og at kun den enorme (omkring 2 cm tykke!) kyllingebøf og baconen var varm. Hensings Hot Wings var selvfølgelig kyllingevinger, hvor der var noget stærk sovs foruden dejen. Hans Majskolbe så ret speciel ud, idet den blev serveret i en plasticpose! Men det var vidst for at holde på varmen.

Efter dette havde vi stadig lidt plads tilbage, så vi sluttede af med tre store kyllingestykker (33,-). Dette bragte vores samlede regning op på 197,- kr. For dette havde vi prøvet næsten hele sortimentet (undtagen kartoffelmos med sovs!). Af andre specielle forhold kan nævnes, at kyllingestykker selvfølgelig bliver solgt i forskellige afvejninger - helt op til 21 stykker (180,-) som bliver leveret i en kæmpespand!

I næste nummer vi satse på at bevæge os et stykke udenfor Københavnsområdet (helt derud hvor der er marker mellem byerne, og landmændene stadig kører hele deres bondegårds millionregnskab på en XT'er), for at udforske nye fastfood-steder. Så kom ikke og påstå at vi ikke ofrer os for sagen. I øvrigt, hvis der skulle være nogen af vores læsere som har lyst til at sponsere vores rejse til Århus, hvor vi har hørt at der skulle ligge en Pizza Hut, så kan vores kontonumre udleveres gennem den højt ærede DØK Smiler redaktion.

Alt i alt nåede vi frem til at tildele KFC følgende Burger-SMileys (ud af mulige):

Fast-food-niveau:
Atmosfære og miljø:
Pris ifht. kvalitet:
Betjening og service: