Anmeldelse af Cafe Sommersko

Fastfood-i-byen

ved Tjørnov & Hensing

Efter en lille pause i december, hvor vores fintfølende smagsløg var okkuperede af overdådige julefrokoster (eller lammet af for mange sprittede snapse?), er jeres burgerspisende favorit-anmeldere nu på banen igen!

Vores første besøg i '95 var på Café Sommersko. Og bedre start på det nye år kunne vi ikke ha' ønsket os! En sen fredag eftermiddag lister vi os indenfor ... og på dette tidspunkt er der selvsagt en god atmosfære og masser weekend-stemte gæster.

Tjørnov (som jeg herefter udelukkende vil betegne Tørkopff efter idé af HC'90, der også finder det ufatteligt morsomt) og jeg starter med at danne os et overblik. Umiddelbart indenfor døren mødes vi af et imponerende mega-stort ur, hængende på væggen til venstre over en hel del små runde café-borde. Til højre er en mere aflukket sektion med lavere til loftet, der i højere grad er beregnet til spisning, idet de fleste borde her er firkantede med dug. Lige frem for er baren og videre frem går et smal lokale dybt ind.

Væggene er beklædt med spejle og gamle franske plakater. Langs med dem er der røde plast/læder-sofaer, loftet er af hvidt glas med messingkanter - alt virker ret '70'er-'80'er-agtigt. Hele vejen ned til 'scenen'?, hvorpå der iøvrigt står et poolbord, er der tætpakket med borde. På venstre side café-borde, på højre spiseborde. Her bænker vi os, efter at ha' erfaret, at 1. salen er ret tilrøget og de bedste pladser på balkonen - med udsigt over 'det hele' incl. de store vinduer ud til gaden - iøvrigt er reserveret.

Vi finder nogle menukort, men først efter et kvarter lykkes det os at slippe en ny-indkøbt bog om 3D-Studio på 1100 sider. Arbejdet kalder og vi må koncentrere os om vores bestilling. Bogen kan vi jo altid detail-læse under maden, for vi skal jo spise længe!! "Bestil venligst ved baren" står der øverst på det MEGET velspækkede menukort, så jeg ræser derop, springer elegant over nogle pengeviftende gutter og remser så glad op for den flinke pige bag disken.

Traditionen tro tabes undermunden (næsten som i The Mask) over ordremængden. Jeg ignorerer hendes protester og holder fast på vores Nachips med guacamole (kr. 25,-) til deling; Indbagt gedeost med pesto (kr. 37,-) til Tørkopff; Hot Mexican Chicken Salat (kr. 43,-) til mig; Avocado/bacon-burger (kr. 52,-) til Tørkopff og en Sommersko-burger (kr. 62) til mig. Dertil to mexikanske øl (á kr. 27,-), en Corona med lime til Tørkopff og en Tecate til mig.

Inden maden kommer på bordet, oplever vi noget, vi ikke har været ude for før på vores utallige fast-food-togter: tiggerere. Eller hvad man nu skal kalde en ung forhutlet og halvtosset gut, der plager om penge til et spil pool og en gammel mand, der vil 'sælge' naturmærker. Nå - heldigvis ødelægger det ikke vores koncentration mere end billedreportager fra Tjetjenien og Bosnien påvirker vores appetit under aftensmaden.

Maden kommer og så går det stærkt. For det er meget lækkert. Begger retter serveres på en salatbund med tomatbåde. Tørkopff's indbagte gedeost med pesto smager virkelig skønt og samtidig specielt - ostesmagen dominerer ikke for meget, men er lige tilpas.

Min kyllingesalat er også herlig - og noget hot. De velmarinerede kyllingestykker serveres i en butterdejsskål med kidney-bønner, salsa, rødløg, lidt creme fraiche og som en behagelig overraskelse krydrede pølsestykker. Meget delikat.

Ved siden af dette deler vi nachipsene og guacamole-dippet. Der er masser af chips, men desværre løber vi ret hurtigt tør for dip. Det kan dog ikke udelukkes, at det til dels skyldes, at vi nok skovler lidt rigeligt op på hver af nachipsene - men alligevel: skålen er ret lille.

Nå, der går dog ikke længe før ihvertfald Tørkopff får masser af guacamole. Burgerne ankommer og hans er velspækket med bacon og et tykt lag guacamole. Begge anretninger har salaten og tomaten liggende på tallerken, og ikke som man kunne forvente inde i burgeren. Min har en portion råstegte kartoffelbåde ved siden og dertil en skål salat-mayonnaise. Glimrende burgere, der sender vores tanker tilbage til ex-Café Brøchner og gør os helt sentimentale. Bøfferne er tykke og selvfølgelig frisklavede, men sesam-bollerne er dog en anelse 'well done' og for at læske ganen går Tørkopff i baren og provianterer flere øl. En Red Stripe fra Jamaica (kr. 27,-) til ham, og en Föroya Bjór Guld (kr. 27,-) til mig, der lige vil checke ud, om Færøerne (også) kan levere lækre øl. Med disse skyller vi resterne af vores skønne måltid ned - og overvejer så et kort øjeblik, hvad vi så skal spise, da vi ikke er voldsomt mætte. Men efter at have punget ud med ca. kr. 330,-, beslutter vi at ta' hjem og tomme mit restlager af julebryg og peanuts istedet. Sommersko har dog imponeret - ihvertfald mad-mæssigt - og scorer derfor nedenstående Burger-SMileys (ud af 6 mulige).

Fast-food-niveau:
Atmosfære og miljø:
Pris ifht. kvalitet:
Betjening og service:

PS: God idé til nytårsforsæt: Drop alle jeres kedelige færdigretter og kom ud af klappen ... ud og spis på nogle af de mange glimrende og hyggelige caféer og fast-food restauranter i København. Jeres passivitet (men forhåbentlig ikke manglende tiltro til vores anbefalinger!?) har først resulteret i, at vores favorit "Café Brøchner" lukkede, og at en anden af vores yndlinge "Viwex - Bryg & Burger" her sidst i '94 fulgte efter. Ærgeligt. Skam jer!