Anmeldelse af Sporvejen

Fastfood-i-byen

ved Tjørnov & Hensing

Københavns gader ligger øde hen, når man vover sig ud for at spise burgere klokken ½ ti en almindelig råkold onsdag aften. Især Gråbrødretorv virkede fuldstændig forladt, og der var relativt få mennesker på torvets mange spisesteder. Det galdt også det sted vi havde valgt at udforske, Sporvejen, en lille café/spisested med en facade lidt i retning af en sporvogn, deraf en del af navnet. Navnet fandt sin fulde berettigelse når man først kom ind, idet hele det smalle, aflange lokale var indrettet som sporvogn, med diverse skilte, hyggelige lamper, billeder og effekter fra sporvogne. Sæderne var gamle slidte brune lædersæder placeret som i en sporvogn (OK, jeg var 4 år da jeg stod på Brønshøj Torv og så sporvognene køre væk, men lidt kan jeg dog huske), med kun ét sæde i bredden i den ene side.

Der var næsten ingen gæster foruden os, og servitricen sad dog også og fordrev tiden med et spil kort. Alligevel var førstehåndsindtrykket godt, og der var en hyggelig stemning. Vi fandt hurtigt et bord, med god udsyn over køkkenfaciliteterne, der så lovende ud (med mange friske grøntsager).

Udbuddet på spisekortet var begrænset, og bestod næsten kun af burgere (9 forskellige) og omeletter (6 forskellige). Det lod vi os dog ikke narre af, for vi så hurtigt at det ikke var helt almindelige burgere som figurerede på kortet. En finesse vi med det samme bed mærke i var, at de uden for "myldretiden" tilbød at tilrette burgerne som man måtte ønske; altså et sted hvor der virkelig er basis for at feinschmeckere kan få sammenstykket deres specielle burgere som ønsket. Vi vil ikke lægge skjul på, at vi virkelig gik efter at tage revanche fra sidst, hvor vores noget blakkede fysiske tilstande ikke havde tilladt os at indtage de sædvanlige mængder, som det hører sig til.

Til forret bestilte Hensing en Dijon-burger m. skinke (36,-) og en Coca Cola (11,-). Jeg (Tjørnov) valgte en Hvidløgsburger m. muslinger (40,-) og en Schweppes Lemon (11,-). Alle burgere som blev serveret i aftenens løb blev serveret på en speciel måde, nemlig med overbollen og tomaterne stående op ad siden på burgeren. Det var dog ikke fordi de var kæntret, tværtimod, snarere for at forhindre det! De blev derudover serveret med rigelige mængder sprød iceberg-salat.

I første omgang troede vi at servitricen havde glemt bøfferne på pladen. De var dog også lidt mørke på ydersiden, men indeni var de knaldrøde. Hvis man ikke bryder sig om det, skal man nok lige bede hende om at give dem lidt ekstra. Hensings burger indeholdt desuden en skive skinke, samt en meget lækker krydret dressing. I min burger var der brugt en anden dressing med hvidløg/cremefraiche. Muslingerne som lå øverst på burgeren var friske, og deres smag var ikke for gennemtrængende. Meget deliciøst.

Et par minutter efter vi havde fortæret forretten blev servicet (ægte porcelæn, metal-bestik og glas-glas) fjernet; fornemt. Vi var nu klar til at gå ombord i hovedretten. Hensing udvalgte sig den dyreste burger på menukortet, en Karryburger m. æg og kaviar (41,), og jeg en Kyllinge-"burger" m. ananas og chutney (36,-). Dertil fik vi fyldt vores glas med Coke og Lemon igen (2 x 11,-). Karryburgeren var meget lækker, selvom Hensing efter et øjeblik mistede kontrollen over den, og den væltede rundt på hele tallerkenen. Ægget var spejlet og placeret ovenpå bøffen - derovenpå var der karrydressing og kaviar. Karrydressingen blev midtvejs lidt stærk for Hensing, men det var ingenting imod hvad jeg senere skulle udsættes for. I min burger havde jeg således ikke oksekød, men derimod saftigt kyllingekød presset til en bøf. Der var en mild paprika-dressing til, en skive ananas ovenpå kødet, og halvstærk chutney ved siden af på tallerkenen, så man selv kunne dosere mængderne.

På daværende tidspunkt overvejede vi om vi herefter skulle bestille desserten, og diskuterede faren herved... nemlig at vores læsere ville betvivle sandheden vedrørende mængderne af vores kulinariske oplevelser. Men efter at Hensing havde fortalt hvordan H.C. '90 uden problemer havde indhaleret en lasagne til 2 voksne + 2 børn til et DØK-foreningsmøde aftenen forinden, bestilte vi videre uden skrupler......

Hensing valgte denne gang lidt af en klasiker, en Bacon/cheese-burger (41,-), medens jeg ville forsøge mig med en Peber-burger m. grøn peber (33,-). Dertil fik han endnu en Coke (11,-). Jeg var desværre så letsindig at gå på toilettet medens Hensing ordnede bestillingen. Da vores burgere blev serveret havde jeg stadig ikke fattet mistanke, jeg skar et stykke ud, førte det ind i munden, og først da jeg satte tænderne i det gik sandheden op for mig. Det var en DOBBELT peberburger (til 47,-)!!!!

Til Hensings Bacon/cheese-burger var meget traditionel, masser af bacon - dog med en lidt speciel halvstærk ketchup, og lidt rigeligt med mayo-dressing, som han dog selv havde bedt om, hvorfor han næppe kunne bebrejde damen for det. Min peberburger var STÆRK, og der var masser af terninger af grøn peber ovenpå. Min serviet blev hurtigt duppet op, og jeg vendte mig mod damen og bad om to til. Et øjeblik stod hun som paralyseret, idet hun troede at vi ville bestille flere burgere, indtil det gik op for hende at det var et par ekstra sved-servietter jeg bad om.

Til min glæde havde Hensing sværere ved at tvinge sin burger ned end jeg, men efter lidt kamp undgik vi dog at levne (en sand dødssynd!!) Vi plejer at tage notater medens vi spiser, men aldrig at få kommentarer for det. Servitricen, som viste sig at hedde Hanne og læse til landskabsarkitekt, var i første omgang lidt luren ved situationen da hun opdagede hvad der gik for sig, mit Dankort blev studeret til mindste detalje, men da hun havde fundet ud af at vi ikke kom fra et større landsdækkende dagblad, blødte hun op. Det kom der en hyggelig samtale ud af, og vi fik anbefalet en masse andre små hemmelige spisesteder. Glæd jer! Alt i alt var dette en oplevelse helt i top, hvilket giver sig udslag i følgende burger-SMiley fordeling (seks er maksimun):

Atmosfære og miljø:
Fastfood-kvalitet:
Pris i forhold til kvalitet:
Betjening og service:

Udgiften til vort måltid beløb sig til 282,- idet hun glemte at charge os for en dobbeltburger, men nøjedes med en enkelt.