Inspector strangers krimi-quiz

Vi præsenterer
Inspector Stranger
i

"Dagens Ret"
eller
"Hvordan det gik til at vampyren besluttede sig for en tandrensning"

Inspector Stranger hostede let. Det havde været hårdt at komme sig over den grufulde sygdom, han havde pådraget sig i foråret under opklaringen af Pulit-mysteriet. Lægerne havde sagt, at han nok aldrig ville komme sig over forgiftningen, men det var alligevel lykkedes. Inspectoren rømmede sig endnu engang, mens hans børstede det tykke støvlag af sit skrivebord. Han glædede sig meget til at komme på arbejde igen.

Inspectoren havde knapt nok sat sig tilrette i sin stol før telefonen ringede. Inspectoren greb straks røret og sagde: "Det er inspector Stranger. Jeg vil gerne bestille et bord for to til i aften", og lagde på igen. Inspectoren lænede sig tilbage i stolen og tænke på, hvordan han havde holdt sine detektiviske evner vedlige under hans lange hospitalsophold.........

Det havde været en nydelig morgen. Inspectoren var ved at være træt af at ligge på hospitalet, så her til morgen havde han hældt æblejuice i urinprøveglasset. Inspectoren tænkte, at de nok ville blive ret så forbløffede i laboratoriet her til morgen. "Hehehe...", tænkte inspectoren ved sig selv, og undrede sig over, hvem det mon var, der lå i sengen ved siden af ham. Der stod nogle højst besynderlige ting på natbordet: en limstift, to dåser tomatpuré, en 8 tommer svensknøgle, to poser tapetklister og en eller anden dims, inspectoren vurderede til at være et vækkeur. "Hmm....", mumlede inspectoren, "mærkeligt inventar for en nyankommen..."

Pludselig blev luften flænget af et åresønderrivende skrig. Inspectoren tænkte: "Hehehe...Så meget for den æblejuice", og tænkte ikke nærmere over det, for han faldt i søvn.

Inspectoren vågnede ved at kriminalassistent Unknown stod og ruskede i ham. "Vågn op, vågn op", skreg kriminalassistenten. "Der er sket et grufuldt mord." Inspectoren var straks lysvågen. "Hvem, hvad, hvor", spurgte han. Kriminalassistenten svarede, at en oversygeplejerske var blevet myrdet med slag fra et våben, der havde vist sig at være en udstoppet grævling. Inspectoren sprang ud af sengen og sagde til kriminalassistenten: "Vis mig, hvor det er sket!".

Da inspector Stranger ankom til mordstedet, mødte der ham et grufuldt syn. På gulvet lå liget, men - hvad der senere skulle vise sig at være fuldstændig uinteressant - på skrivebordet lå en frygtelig grim gul plasticregnfrakke, en lerfigur, et par tykke briller, en udstoppet grævling samt Familie Journalens store julenummer. Inspectoren undrede sig især over den sidste ting, for det var jo trods alt midt i august måned. Inspectoren spurgte: "Mangler der noget her ?", men ingen svarede ham. Inspectoren vendte sig om, og i døren stod en særdeles høj, bleg mand iført en lang kappe - sort udvendig og rød indvendig. Manden sagde med en dyb, rallende stemme: "Arrestér mig. Jeg er den skyldige". Inspectoren sagde: "Nix. Jeg véd nemlig, hvem den skyldige er. Gå straks op og arrestér manden, der ligger i min seng. Han er morderen!"

"Jam..jam..jamen, hvordan kan....???", spurgte kriminalassistenten. Inspectoren sagde: "Gør nu som jeg siger og få så ham der væk herfra!" og pegede på den høje mærkklædte mand, der i mellemtiden havde givet sig til at jonglere med brillerne, lerfiguren og grævlingen.

Hvordan kunne inspector Stranger dog vide det ? Prøv selv at gætte det eller giv straks op og se svaret et eller tredje sted i bladet eller spørg din lærer i næste uge.


Løsning til inspector Strangers Quiz.
Om natten var inspectoren vågnet ved, at manden i sengen ved siden af ham havde talt i søvne. Manden havde sagt: "Jeg ville slå ihjel bare for at se julenummeret af Familie Journalen inden det udkommer i næste uge!"