Indus' brevkasse

Mens verden dvæler over uroligheder i L.A., Jugoslavien, Afghanistan osv., er der to begivenheder, der markerer sig i denne fantastiske maj-måned: det internationale Melodi Grand Prix, og ikke mindst 5 timers skrefdtlih dandsg får sdudændter og håæffer. (punktum red.) Dette vil dog på ingen som helst måde have indflydelse på dette nummer af Indus' Brevkasse.

Kære Indus!
Jeg er en ældre DØK'er, der snart er træt af Indus Brevkasse. Folk skriver noget ævl, og du optager alle breve kritikløst bare der ikke er konsistens i dem. Der er simpelhen ikke nogen breve med indhold i.
Hilsen En ældre anonym DØK'er (skonr. og oplysninger om sykundskaber oplyst til Indus)

PS. Hvorfor ikke skrive lidt om urolighederne i L.A., Jugoslavien, Afghanistan, eller om Melodi Grand Prix og de kommende studenters skriftlige 5-timers dansk-eksamen?

Kære inkompetente kæmpe-fodet DØK'er!
Indus takker for dit indlæg, der rejser spørgsmålet: hvorfor er Melodi Grand Prix så undervurderet? Da Indus ikke stiller spørgsmål i sin egen brevkasse, vil det derfor forblive ubesvaret. Mht. (udtales 'emhet' red.) at der ikke er mening med de breve der optages vil Indus sige, at der kun én gang er optaget et brev uden indhold i. Dit. Det kan ligeledes tilføjes at Indus kun har taget fejl én gang. Det var da Indus troede, at han tog fejl. På samme måde har Indus kun løjet én gang og det var i denne sætning. Men man skal skal jo heller ikke stole på alt hvad man læser, og det gælder jo også denne sætning.

Kære Indus!
Hvorfor er Melodi Grand Prix så undervurderet?
Hilsen Inder '90

Kære Inder '90!
Dit spørgsmål er interessant og jeg har selv spekuleret på netop dette spørgsmål.
Hilsen Indus

Kære Indus!
Nu må det være nok! Jeg er træt af at læse klagebreve, der klager over andre klagebreve. Det er fuldkommen tåbeligt, at optage spalteplads i Indus' Brevkasse med totalt ligegyldige klagebreve, der kun har det formål at optage spalteplads ved at klage over andres klagebreve. Folk, der skriver sådanne klagebreve må være de mest ensomme mennesker siden den eneste måde at komme til orde på er ved at optage spalteplads med føromtalte klagebreve. Indus burde være sit ansvar bevidst og udelade breve fra ensomme mennesker, der optager spalteplads med disse obskønnne klagebreve, der klager over andre klagebreve, der kun har det formål at optage spalteplads. Det må være på tide, at nogen kommer ud af ensomheden og klager over disse breve.
Hilsen K. Lage og K. Unstigsammensatnavn

Kære Lage og Unstigsammensatnavn!
Indus har på baggrund af stormen af klagebreve foretaget en læserundersøgelse af Indus' Brevkasse. Ved alle DØK-forelæsninger de sidste 3 måneder har der været udleveret spørgeskemaer om kvaliteten af Indus' Brevkasse. Responsen har været overvældende: et overvejende flertal gik ind for bevarelse af brevkassen, en fraktion var imod, og en del vidste slet ikke, at der havde været uroligheder i L.A, Jugoslavien, Afghanistan og synes Melodi Grand Prix ikke havde det fjerneste med skriftlig eksamen at gøre.
PS. Der vil blive udleveret en pose Størknet Snot til ham der svarede på læserundersøgelsen.

Kære Indus!
Jeg har fået en idé. Det udspringer af, at vi må stoppe religionskrigene. Grænser fjernes, øst og vest samarbejder, apartheid ophæves og sort og hvid enes. Så hvorfor ikke fjerne de snævrende religionsbånd. Slå kristendommen og islam sammen til en stor multireligion, hvor vi alle bliver til kristianitter, og har ret til at spise svinekød og have flere koner?
Hilsen E. Ndnuetkunstigtnavnsomirapporterne

Kære Ndnuetkunstigtnavnsomirapporterne!
Din idé er ganske glimrende, men, hvorfor ikke nævne urolighederne i L.A., Jugoslavien, Afghanistan? For ikke at tale om Melodi Grand Prix og studenternes skriftlige 5-timers eksamen?

Tja, det var så alt fra Indus' Brevkasse fra denne gang. Hvis du vil skrive om fx. uroligheder i L.A., Jugoslavien, Afghanistan eller om Melodi Grand Prix og 5-timers skriftlig eksamen, så tøv ikke. Aflever brevet til re daktionen af DØK-SMiler på en diskette.

Hilsen Indus