Indus' brevkasse

Ja, så er Indus' brevkasse atter tilbage med aktuelle spørgsmål besvaret af manden, der er klogere end en mand, der er meget klog, Indus. Husk, at spørgsmål helst skal afleveres på papir eller evt. på en magnetiseret plade i plastikhylster (en såkaldt "diskette") til et af medlemmerne i DØK-SMiler redaktionen. Indus' har således erfaret at spørgsmål har været indgraveret på nedfaldne meteorsten, været udråbt af en militant fraktion af de fundamentalistiske Donaldister, og sågar formuleret af Boris Jeltsin under en samtale med en række fremtrædende chilenske bjerg-geder. Alle kan stille spørgsmål til Indus' brevkasse, blot der foreligger oplysninger om størrelsen på skonr., om man kan sy og evt. om man har alle afsnit af Gøngehøvdingen. Men nu til første spørgsmål der kort og godt lyder således:

Kære Indus!
Hvordan kan det være at man altid finder ting det sidste sted man leder? Hilsen Yrsa (Yrsa har ikke opgivet oplysninger om skonr., men har til gengæld et forfærdeligt grimt navn)

Kære Yrsa!
Dit spørgsmål giver ingen anledning til at fortælle om kloaksystemet i det gamle Rom, så det vil jeg afholde mig fra. Svaret på dit spørgsmål er ganske ligetil: når man har fundet en ting, leder man selvfølgelig videre. Ergo er det altid det sidste sted man leder efter det.
Hilsen Indus!

Kære Indus!
Vi er nogle 2.års DØK'ere, der har svært ved at få privatøkonomien til at løbe rundt. Derfor køber vi nogengange grovhakket leverpostej i Brutto (navnet ændret red.). Prisen/mængden på leverpostejen sammenholdt med andre produkter i supermarkedet har givet anledning til et par spørgsmål: 1 Kan man få Whiskas leverpostej, og hvis ja, er det et biprodukt ved fremstilling af kattemad?
2 Vil Steff-Houlberg i sit næste reklamefremstød benytte sloganet: "Gør som din hund - vælg Steff-Houlberg"?
3. Hvem skød J.R.?
Hilsen Anonym, Anonym og Anonym '90!

Kære fam. Anonym!
Indus har besluttet at besvare spørgsmålene i den rækkefølge de er blevet stillet, eftersom alt andet ville være som at opfinde en undervandslighter -ganske formålsløst.
1 Et biprodukt er f.x. honning, børn (blomster og bier, du ved), og 2 bier gange 4 bier er også et slags bi-produkt.
2 Mine forbindelser i reklame-branchen fortæller at Steff-Houlbergs næste reklamefremstød vil være et billede af Carina fra lykkehjulet ledsaget af teksten "Jeg kan ikke få nok pølse".
3 J.R. skød ingen, han blev selv skudt.
Hilsen Indus!

Kære Indus!
At sammenligne mit humør med de undertrykte folkemasser under den franske revolution, vil være som at sammenligne 2.verdenskrig med en søndagstur på Bellevue. Jeg er mildt sagt ikke særlig glad. Årsagen hertil er, at jeg netop har været til tetris-konkurrence og føler mig stærkt forurettet over fremgangmåden der blev benyttet ved afviklingen af konkurrencen. Kan det virkelig passe at arrangøren, dommeren, præmiepigen, DØK-SMiler repræsentanten, en af deltagerne, og vinderen!?!?!?, var en og samme person. Jeg synes der er noget meget lumsk ved det. Risikerer man ikke at blive partisk? Indus, du er mit sidste håb. Din brevkase er det eneste der kan redde mig.
Hilsen Birger '89

Kære Birger '89!
Personligt synes jeg ikke der er noget galt med den fremgangsmåde der er benyttet. Man kan sagtens objektivt være dommer i en konkurrence man selv deltager i, og der er intet odiøst (slå det op) i, at vinde selvsamme konkurrence. Der findes utallige eksempler på inkompetente mennesker der besidder vigtige hverv. Er det måske tilfældigt, at det er kvinder, der føder børn?

Det var alt fra Indus' brevkasse, stedet hvor DØK'ere kan få svar på næsten alt.