Årets DØK'er

Af Katrine Holm '90

Denne tilbagevendende årlige tradition begyndte i studiets spæde start, hvor den første kåring fandt sted i 1987. Det har resulteret i, at der i dag er en lille sluttet enklave, der kan prale af, at deres navn står skrevet med guldskrift bag på en svømmefod! At vort studium har en svømmefod fra en dykkerdragt (læs: DØK'erdragt) som trofæ viser en humor, som har præget hele studiet.

Da der kun vælges en person om året, er det op til DØK-foreningens bestyrelse at vurdere og votere om hvem, der skal kåres til årets DØK'er ved det årlige gallaarrangement. Det har hvert år givet bestyrelsen frygtelige kvaler, for hvem skulle vælges som årets DØK'er? Det har bestemt ikke været nemt. De studerende indsender lange breve med overbevisende argumenter for hvem, der bør have æren. Der afleveres også meterlange underskriftsindsamlinger. Da der altid er mange gode kandidater at vælge imellem, er det selvsagt ingen nem beslutning.

De kårede personer er blevet valgt ud fra forskellige kriterier og med vidt forskellige argumenter. Der forligger intet på skrift om udfra hvilke kriterier årets DØK'er skal vælges. Som andre sejlivede racer har DØK opbygget traditioner på tidligere tiders erfaringer samt sund fornuft. Gennem årene er følgende personer valgt til årets DØK'er:

1987: Jan Pries-Heje '84, der ser alt ud fra et DØK-perspektiv.
1988: Lise Hansen, studiets mor der passer på alle DØK'erne.
1989: Niels Kaae '84, den mangeårige intro-veteran.
1990: Lisbeth Olsen '87, der viste at DØK-piger har ben i næsen.
1991: Morten Borup '85, der viser at DØK dækker alt.
1992: Katrine Holm '90, der sætter folk i sving.
1993: Søren Tjørnov '90, der altid tager en tørn til.

En fællesnævner for de valgte personer er, at de har præsteret et ganske særligt stykke arbejde udover hvad der er normalt, når det drejer sig om ulønnet arbejde, såsom faglige aktiviteter, studenterpolitik og socialt engagement.