Studievejledningen

Af Ole Kudsk '84

Der var en gang (jeg tror, den er der endnu - selv om jeg ikke har været forbi og se efter for nylig). Gangen lå på første sal på Nansensgade, længst ovre i en krog ud mod Turesensgade. På anden dør på højre hånd sad en orange lap papir i A5-format med teksten:

DØK Studievejledningen
Ole Kudsk
Træffes:
Onsdag 9.30 - 13.30
Torsdag 12.00 - 16.00

I det lille celleagtige kontor bag den dør, eller i umiddelbar nærhed heraf, tilbragte jeg ca. 15 timer om ugen fra den 1. februar 1986 til den 31. december 1988.

I den tid var jeg den første DØK'er, som blev næsten officielt betalt studenterpolitiker (dermed vil jeg ikke hævde, at jeg blev den første DØK'er, som bedrev studenterpolitik i arbejdstiden - på det punkt er jeg nok et års tid efter et par edb-vejledere).

Jobbet som studievejleder var på den tid alsidigt (og er det vel stadig): Vejlede studerende og potentielle studerende i Handelshøjskolens og uddannelsessystemets regler, muligheder og forhindringer. Skrive håndbøger og pjecer. Optræde i de videregående uddannelsers flyvende cirkus. Designe plakater til 'Åbent hus'-arrangementer. Lægge skema (undtagelsesvis). Deltage i studienævnsmøder. Agere Vor Herres forlængede arm overfor gruppe 3-ansøgere. Forsøge at bidrage til forskellige processer med den brede horisont, det giver at være placeret i krydsfeltet mellem studerende, DØK-TMK, studienævnet, administrationen (via studienævnssekretæren) og de øvrige uddannelser (via deres studievejledere, hvis celler stødte op til min - og som for øvrigt i vidt omfang var kollegaer i Fælleskollegiet). Og meget mere som jeg har glemt/fortrængt.

Samtidig skete der i de næsten tre år en masse på DØK. Jeg nåede at opleve tre studienævnssekretærer, to studienævnsformænd, utallige studieordninger men kun een undervisningsminister. At antallet af DØK-studerende blev mere end tredoblet fra små 100 til godt 300. At timelønnen for studievejledere steg fra godt 60 kr. til 107 kr. (tak til edb-vejlederne, fordi de ikke som os andre idealister ville gå til den lave løn). Til sidst i karrieren at være den af studievejlederne, som havde siddet længst i jobbet. At DØK udviklede sig fra et lille, nyt og levende studium, hvor meget var muligt, når der var nok som ville (og det var der af og til), til et større og mere sat studie, hvor der bag alle større beslutninger lå frygten for, om en tilladelse eller ændring kunne danne præcedens.

Pladsen her er ikke til at prise alle retterne på dette voldsomme menukort. Jeg har ladet min begrænsede hukommelses prioritering være afgørende for indholdet af det følgende.

Hvordan jeg blev studievejleder, vil jeg gerne glemme, men indtil nu er det ikke lykkedes. På den tid var det sædvane, at studievejledere var overbygningsstuderende, og på de nye studier - herunder DØK - af naturlige årsager en cand.merc.-studerende. Nu har tålmodighed aldrig været en dyd på DØK - og det var det bestemt ikke i højere grad den gang - så efter halvandet år følte vi os helt modne til selv også at løfte den opgave. Og DØK var og er jo noget helt specielt, så en cand.merc.-studerende som studievejleder ...! Som kortene var fordelt på det tidspunkt, blev jeg den naturlige kandidat, og vi tog fat på kampagnen. Med sædvanlig DØK'sk entusiasme og målrettethed gik vi lige til hovedet, det vil sige studienævnet, som udpeger studievejlederen. Studienævnsformanden blev vundet for vores sag - så skulle den jo være hjemme. Det var den ikke helt. Vi havde i vores iver ikke overvejet de studenterpolitiske følger, vores commando-raid kunne have på hårdt tilkæmpede rettigheder på andre studier og på den gamle studievejleders situation. Det kom derfor til en kort kamp, som vi dog vandt; reglerne var jo på vores side. I dag er jeg stadig overbevist om, at det var godt for den videre udvikling på studiet, og for de nye studier i det hele taget, at vi så tidligt fik en DØK'er som studievejleder. Måden det skete på er jeg ikke så stolt af. Lidt mere diplomati og lidt mindre magt havde nok gjort overgangen mere smidig, selv om jeg må sige, at de andre studievejledere tog pænt i mod mig og ikke lod uenighederne få personlige udtryk.

Udtrykker starten på min karriere som studievejleder en hvis selvoptagethed og mangel på diplomatisk sans i vores fremfærd på Handelshøjskolen, så er der vel en snert af sandhed i det. Men det er ikke hele sandheden. På andre områder kom vi langt ved tålmodigt og diplomatisk arbejde. Det gælder ikke mindst i arbejdet omkring studiereformerne. Det arbejde er beskrevet udførligt andetsteds, men jeg må her fremhæve arbejdet med den første studiereform, som foregik op til og i den første del af min tid som studievejleder. I den periode brugte Jan Heje '84 og jeg lang tid på at vandre frem og tilbage mellem repræsentanter for de forskellige lærer- og institutinteresser på studiet for at stykke en god uddannelse sammen. Dels for vores egen årgang, men ikke mindst for de efterfølgende årgange, som i modsætning til os skulle undervises i datalogi på Handelshøjskolen.

Vores mål var at få de indbyrdes modstridende og uforenelige ønsker og krav fra lærere/ institutter til at mødes, og det på en sådan måde, at de mål og midler vi som studerende var blevet enige om (en præstation i sig selv) blev realiseret. Den eksercits gav virkelig indsigt i forhandlingens svære kunst, men det gav også et overblik over og en kritisk holdning til DØK-studiet og de elementer, det består af, som var til stor nytte både i forhandlingerne, hvor kun meget få lærere havde det samme samlede overblik, og i den almindelige undervisning, hvor det ellers kunne være svært at få øje på sammenhængene. Endelig gav arbejdet mange gode relationer til lærere og institutter på skolen.

Tidligt i min tid som studievejleder bad studienævnet om at få lavet en DØK-håndbog efter inspiration af et tilsvarende værk på HD-studiet i organisation. Opgaven blev givet til mig som studievejleder (måske som kommende, jeg har ikke helt styr på kronologien) sammen med en håndfuld medstuderende fra årgang '84 og '85. Håndbogen skulle erstatte de traditionelle skriftlige vejledninger, som blev opfattet som meget formelle og regelorienterede. Med den nye DØK-håndbog ville vi ud over de nødvendige regler også:

  • Vejlede de studerende på en række af de mere uformelle sider af det at studere (vi valgte at få historier fra det virkelige liv om f.eks. projektarbejde og kunsten at søge legater).
  • Lave en beskrivelse af studiet og de forskellige fag, så også lærerne på studiet kunne få et overblik over den sammenhæng, de underviste i.

Arbejdet med værket foregik på bedste DØK-manér som projektarbejde og med efter datidens forhold avanceret brug af tekstbehandling på HP-maskinerne på Howitzvej - i nutidens sprog kunne vi næsten tale om primitiv 'groupware'. For yderligere at understrege, at dette ikke var en almindelig tør vejledning, fik vi værket gennemillustreret med tegninger. Resultatet blev en spændende håndbog med en blanding af tør nødvendig viden, spændende historier om de uformelle sider af studielivet og en omfattende beskrivelse af studiet og dets faglige indhold. Men det var også en tyk bog i primitiv trykkekvalitet. Sammenligner jeg i dag med nutidens DØK-håndbøger, så må jeg indrømme, at layout og tryk af den nye håndbog er flot, men at indholdet var sjovere i den gamle - eller er den gamle bare mere levende for mig, fordi jeg også kan huske virkeligheden bag historierne?

En af de opgaver som studievejleder, som har givet flest søvnløse nætter, er prioriteringen af ansøgere i gruppe 3. Efter datidens optagelsesregler indeholdt gruppe 3 ansøgere til studiet, som havde en gammel studentereksamen el.lign.. Disse studerende blev ikke bedømt alene på deres karaktergennemsnit, men også på en beskrivelse af deres baggrund, som var vedlagt ansøgningen. Jeg er selv i sin tid optaget på studiet i denne gruppe med et karaktergennemsnit på min allerede da gamle studentereksamen, som lå en del under årets kvotient til direkte optag. Jeg havde derfor på forhånd et særligt forhold til denne opgave. Men det værste er nu at opleve sig selv i rollen som prinsessen i de gamle eventyr med magt til på et meget tyndt grundlag at erklære: 'Duer ikke - væk!' Opgaven bliver ikke lettere, når man som jeg er tilhænger af frit optag og yderligere i min tid på studiet har oplevet, hvordan mange, som havde en svær start på studiet, efterhånden vokser med opgaverne og bliver endog meget kvalificerede studerende og senere kandidater. Nå, men opgaven skulle jo løses, og som studievejledere var vi de bedste til det, så hellere gøre det end overlade det til en eller anden tykhudet administrator. Systemet sejrer!

En af de opgaver som studievejleder, hvor jeg i dag mest direkte kan overføre erfaringer til min dagligdag, er det vi på vejledergangen kaldte det 'flyvende cirkus'. Betegnelsen dækker over den periode hvert forår, hvor folk fra en lang række af de videregående uddannelser drager rundt til gymnasier og handelsskoler for at fortælle de kommende studenter om mulighederne i uddannelsessystemet. Fra Handelshøjskolen er det studievejlederne, som repræsenterer skolen på turen. Opgaven her er at præsentere alle de økonomiske uddannelser og ikke blot sin egen uddannelse. Det er en opgave i sig selv at finde en sammenhængende form, at gøre det i. Den opgave løste vejlederne i fællesskab ved at lave et fælles foredrag med udgangspunkt i en virksomhed, som producerer tavlekridt, tavlesvampe, stole eller andre relevante effekter. Men det er faktisk det mindste af det. Den virkelige udfordring består i at tale til 40-100 mennesker ad gangen (så populær var Handelshøjskolens studier den gang) og gøre det to gange på hvert gymnasium på to gymnasier om dagen flere dage om ugen. Når man har prøvet det, så ved man hvad det vil sige at være træt i hovedet. Men man er også ude over den værste sceneskræk og kender betydningen af en vittighed eller to for at holde opmærksomheden fanget, samt betydningen af at have en fast struktur i sine foredrag, da det ellers meget hurtigt bliver svært at huske, om man allerede har brugt den vittighed en gang, eller om det var i det forrige foredrag.

Lad dette være nok til at vise, at jobbet som studievejleder, ud over at dække et vidt spektrum af behov hos både studerende, potentielle studerende, lærere og administrationen, rummer mange muligheder for studievejlederen selv til at udvide sin horisont. Det vigtigste jeg har lært, tror jeg er, at når Kennedy bad amerikanerne: 'Don't ask what your country can do for you, but ask what you can do for your country!' så spillede han ikke på en formodentlig fraværende altruisme hos den enkelte amerikaner, han spillede derimod på den egoisme af højere grad, som har erkendt, at det er den som giver, der får.

Eller oversat til studenterpolitik og livet på DØK, den der kaster sig ud i studenterpolitik og studieudvikling, for at skabe bedre vilkår for de kommende studerende, ender med at opdage, at det er ham eller hende selv, som har fået det største udbytte. Om de efterfølgende studerende har fået det meget bedre, det kan derimod diskuteres.